Kæmpe solstorm i dag kan få din mobil til at gå død
NASA har observeret en kraftig solstorm på Solen, der har sendt en bølge af elektrisk ladede partikler i retning mod Jorden. Bølgen, som forventes at ramme Jorden i dag, vil kunne sætte din mobil ud af spil.

En kraftig solstorm på Solen sender en voldsom bølge af elektrisk ladede partikler mod Jorden i dag fredag den 13. marts, som vil sætte vores magnetfelt ud af balance. (Foto: NASA/SDO)

I onsdags, 11. marts, startede nogle voldsomme eksplosioner et kollaps af magnetfelter på Solen. Dermed blev en kraftig solstorm sat i gang, som i det næste døgns tid, altså i løbet af fredag 13. marts, vil påvirke Jordens magnetfelt og vores elektroniske apparater.

Solstormen, som er den kraftigste, der er målt i år, har retning mod Jorden og kan blandt andet forårsage nedbrud af mobilnettet.

»Lige nu er vi faktisk i en periode med en masse udbrud på solen, men det, der gør den den her storm så speciel er størrelsen, retningen og det, at den udsender en stor bølge af plasma, altså elektrisk ladede partikler, mod Jorden. Jordens magnetfelt kommer til at blive skudt ud af balance og kan, udover at give et flot Nordlys, forårsage problemer med strømledninger og mobilnetværket,« siger postdoc. Christoffer Karoff fra Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet.

LÆS OGSÅ: Solformørkelse 2015 bliver den vildeste i mange år

Solstormen kan give nordlys og få nettet til at gå ned

Den konkrete årsag til et potentielt kommende nedbrud af mobilnetværket er den såkaldte Coronal Mass Ejection (CME). CME er en bølge af stærkt elektrisk ladede plasma-partikler, der bliver skudt ud af solen som følge af den kraftige solstorm på Solen.

Det er denne bølge af plasma-partikler, der vil ramme Jorden i dag, og som ifølge Christoffer Karoff både kan:

  • Give et flot nordlys over Danmark
     
  • Forårsage problemer med vores strømkabler, da de er så lange og lige og dermed meget påvirkelige af solstormens påvirning af Jordens magnetfelt
     
  • Gøre et potentielt nedbrud af mobilnetværket til en realitet

Svært at forstå påvirkningerne

Det er ifølge Christoffer Karoff et ret nyt og svært arbejde at prøve at forstå påvirkningerne af solstorme her på Jorden, og det er derfor svært helt præcis at sige, hvad den her solstorm kommer til at gøre af skade. Tidligere har man prøvet at opgøre skaderne ved hjælp af forsikringsanmeldelser.

»Ved tidligere solstorme har man kigget på, hvor mange kunder i forsikringsselskaberne, der har anmeldt problemer med deres elektroniske apparater, efter at solstormen var ovre. Der har typisk været en stigning på 10 procent på nedbrud af apparaterne - det forventer jeg også sker i dag - også for mobiltelefoner,« siger Christoffer Karoff.

Solstormen i dag er en kraftig én af slagsen; den sender store mængder af elektrisk ladede partikler ud og har lige præcis retning mod Jorden. Derfor vil man måske kunne forvente en forhøjet stigning i problemer med elektroniske apparater, såsom mobiltelefoner, da tidligere anmelder kom som følge af solstorme, der ikke rammer de samme kriterier som solstormen i dag fredag den 13. marts 2015.

Solstormen, som rammer Jorden i dag er blevet kategoriseret til at være en X2. Skalaen de arbejder ud fra fungerer således.

  • A-X viser størrelsen på solstormen, hvor X er det største.

  • 1-10 viser mængden af røntgen som Solstormen udsender, hvor 10 er det største.

Den største solstorm, der er blevet registreret efter skalaen, sprang den selv samme skala og blev estimeret til at være en X30. Christoffer Karoff fortæller, at den storm dog ikke havde samme retning mod Jorden, som solstormen har i dag, og derfor ikke har kunnet give de påvirkninger på Jorden, som vi kommer til at se i det næste døgns tid.


Onsdag 11. marts skød Solen det voldsomste soludbrud hidtil afsted fra sin overflade - med retning direkte mod Jorden. Hvordan det så ud, kan du se i videoen her:

Video: NASA's Solar Dynamics Observatory

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs nyt om fusionsenergi, som DTU med forsøgsreaktoren på billedet nedenfor - en såkaldt tokamak - nu er kommet lidt nærmere.