Astronomer har med teleskoper opdaget, at en underlig dobbeltstjerne udsender stråling i et kraftigt lys hvert andet minut, men hvorfor den gør det er et mysterium. Det skriver eso.org.
Opdagelsen er offentliggjort i et nyt studie i tidsskriftet Nature.
Det drejer sig om stjernesystemet AR Scorpii, der har fået sit navn efter at befinde sig i stjernebilledet Skorpionen 380 lysår fra Jorden. Systemet blev opdaget sidste år af to amatørastronomer. Nu er de gået sammen med professionelle kollegaer for at studere stjernesystemet nærmere.
»Efter blot få minutters observationer var vi klar over, at vi her havde at gøre med noget helt ekstraordinært,« siger studiets hoveforfatter Tom Marsh fra University of Warwick’s Astrophysics Group ifølge eso.org.
Læs også: Liv kan eksistere meget længere væk fra stjerner, end man troede
Systemet består af en hurtigroterende hvid dværgstjerne på størrelse med Jorden, men med 200.000 gange mere masse, og en kølig rød dværgstjerne med en tredjedel af Solens masse. Det tager de to præcis 3,6 timer at kredse om hinanden. Astronomerne har nu fundet ud af, at den hvide dværg er stærkt magnetiseret.
Den pumper elektroner op til næsten lysets hastighed, hvorefter den udsender kraftig stråling i retning mod den lille røde dværgstjerne.
»Vi har kendt til pulserende neutronstjerner i næsten halvtreds år, og nogle teorier har også forudsagt, at hvide dværge måske kan opføre sig på en lignende måde. Det er meget spændende, at vi nu har opdaget et sådant system, og det er et flot eksempel på samarbejdet mellem amatørastronomer og professionelle,« siger Boris Gänsicke fra University of Warwick, som er medforfatter af det nye studie, ifølge eso.org.
Læs også: 1.800 år gammelt stjernemysterium løst
Men astronomerne kan ikke finde ud af, hvorfor dette stjernesystem hvert andet minut pulserer i et kraftigt lys, der rækker helt fra det ultraviolette område til radiobølgeområdet.
Enten langer den hvide dværgstjerne ud efter den røde med en partikelstråle, eller også er dens meget magnetiserede atmosfære på en eller anden måde i direkte interaktion med dens binære partner. Med andre ord er det altså stadig et mysterium, hvor elektronerne kommer fra – om de er forbundet med den hvide eller den røde dværg.