Jan Haugaard har netop udgivet bogen »Rumfart«. Bogen handler om menneskets stræben mod stjernerne og om rumkapløbet mellem USA og det daværende Sovjetunionen. Videnskab.dk har talt med den 58-årige arkitekt og journalist ved DRs tv-program VidenOm.
Bogen handler om drømmen om det store uendelige rum deroppe. Om hvordan mennesket har forsøgt at erobre det, og om de mennesker, der stod bag det såkaldte 'rumkapløb'.
\ Fakta
Vind bogen
Læs om bogen 'Rumfart' - og vind et eksemplar:
De løb rumkapløbet
Rumkapløbet startede lige efter Anden Verdenskrig og var drevet af to centrale personer. Den ene var Wernher von Braun, manden bag Nazitysklands V2-bomber, og senere den drivende kraft i det amerikanske rumprogram. Den anden var den mystiske chefdesigner, Sergei Korolev, der satte det hele i gang med opsendelsen af satelitten Sputnik.
- Hvornår blev du først selv interesseret i rumfart?»Da Sputnik blev sendt op. Jeg var kun syv år gammel og meget optaget af opdagelsesrejser, polarforskere og farlig søfart. De to vigtigste ting for mig dengang i slutningen af 1950'erne var Sputnik, som vi stod udenfor og prøvede at få øje på - og så grønlandskibet Hans Hedtofts undergang med mand og mus i stor-isen syd for Kap farvel i februar 1959, som vi fulgte på radioen.«
- Hvad synes du er mest spændende ved rummet lige nu?»Jeg har en følelse af, at vi endnu en gang står over for noget ekstremt nyt: Teleportation, tidsrejser, et eller andet, der virkelig vil ryste verden. Den forskning, som rumalderen har ført med sig, er virkelig sær. Tag for eksempel »Jupiter effekten«: Når vi sender satellitter ud forbi Jupiter ligger planeterne ikke, hvor de burde. Naturlovene, som de er formuleret helt tilbage fra Euklid, Kepler, Newton og Einstein, stemmer ikke. Eller den kosmiske baggrundsstråling, som vil blive målt endnu mere nøjagtigt med ESA's satellit Planck, vil den be- eller afkræfte eksistensen af Mørkt Stof og Mørk Energi? Altså at over 90 procent af universet er usynligt, men alligevel har tyngdekraft.«
- Hvilken rumteknologisk opfindelse synes du bedst om?»Raketten - eller måske mere specifikt raketmotoren! Hvis man én gang har tabt sit hjerte til kraftige motorer, som jeg har til CFM-56 jetmotoren, 4-cylindrede Honda'er, Volvo Penta marine diesel'er og Jaguar V12, må man bøje sig for raketmotoren - så meget larm og lys, så meget brændstof, så meget tryk på!«
- Hvem var den mystiske russiske chefdesigner?»Sergei Korolev, den russiske chefdesigner, som døde i 1966, er en fantastisk historisk skikkelse. Han var besat af en vision og med en genial handlekraft. På grund af den hemmelighedsfuldhed, der omgav ham, er det næsten umuligt at se mennesket bag. Han havde familie, men de fik absolut intet at vide om hans bedrifter, først umiddelbart før hans død løftedes lidt af sløret. Og så levede han i Sovjetunionen.«
»I bogen har jeg forsøgt at beskrive livet der, som jeg har fået det fortalt af russiske venner, og selv oplevet det lidt på rejser. Tilværelsen i Sovjet var trestjernet rædselsfuld, selv for mennesker, der skulle forestille at være privilegerede. Systemet var så ineffektivt, ondt og idiotisk, at det er en gåde, at det var muligt for Korolev at bygge et rumprogram, der den dag i dag er verdens mest robuste.«
»Alene i 2007 blev der opsendt knap 40 satellitter og rumskibe med russiske raketter fra russiske rumhavne (foruden spionsatelitter og andre hemmelige satelitter). Det er som sagt meget svært at få et billede af mennesket Sergei Korolev, men for mig virker det, som om han var et af de sjældne, der var genial og heldig på samme tid. Han er et eksempel på hvilken formidabel størrelse et menneske kan være, når de to ting forenes i den samme person.«
- Findes der et rumkapløb i dag?»Der er ikke nogen konkurrence om kontrollen over rummet - den erobrede USA sammen med Månen i 1969. USA driver det eneste globale netværk af jordstationer (en af dem er Thule i Nordvestgrønland), som kan overskue hele rummet. Alle andre, også Rusland, er nødt til at checke med den amerikanske rumkommando, før de sender en raket op for at være sikker på, at den ikke kolliderer med andre. På den måde fungerer USA som færdselspoliti i rummet. Og i praksis betyder det, at USA kan nægte andre nationer adgang.«
»Men de militære, de civile og herunder ikke mindst de kommercielle interesser i rummet er nu så store, for Rusland, Europa, Kina, Indien, at det næsten virker uundgåeligt, at USA vil blive udfordret på sin dominans. Russerne gør det jo hele tiden alene i kraft af deres mange opsendelser, men Kina viste også tænder for et års tid siden, da de demonstrerede, at de var i stand til at smadre en satellit ved hjælp af en raket fra Jorden. Den slags antisatellit våben var amerikanerne og russerne ellers blevet enige om at stille i bero helt tilbage i 1972, men kinesernes demonstration tjente i hvert fald til at vise, at de ikke uden videre vil acceptere USA (og Rusland) som overmagt i rummet.«
- Hvad har rumkapløbet betydet for den teknologiske udvikling?»Ud over alle mulige små og store opfindelser, fra Velcro og Gore-Tex til personlige computere og GPS, så skylder vi rumfarten selve den måde vi organiserer højteknologisk produktion på. Med ekstremt specialiserede, høje uddannelser, arbejdsdeling, og kvalitetskontrol. Også den måde, man beskytter sig med adgangskontrol, fortrolighedsklausuler og regulering af adgang til viden, kommer fra aerospaceindustrien, det at ingen skal vide mere, end de behøver, for at udføre deres snævre speciale.«
- Hvordan ser fremtiden ud for mennesket i rummet?»Hvis vi skal dømme efter de erfaringer, vi indtil nu har haft med bemandet rumfart, så er vi blevet hængende i det, der hedder Low Earth Orbit. Med undtagelse af de 7 månerejser, har mennesker stort set ikke bevæget sig længere ud end 300 kilometer. Det er der økonomiske og politiske grunde til. Men det er også fordi menneskets krop har det svært med livet i vægtløshed i små rumskibe, med larmede udstyr og små koøjer. Folk får muskelsvind og knogleskørhed. Og psykiske problemer af ensomhed, mangel på sex, og personlige og kulturelle uoverstemmelser astronauterne imellem.«
- Tror du selv du når at rejse i rummet i din levetid?»Jeg har ikke svært ved at forestille mig en rejse i rummet, det ville blive ligesom, da jeg var lille og sad i min kahyt og kikkede ud over det uendelige hav, mens skibet gyngede og rullede og lyden fra ventilatorer og turbiner summede konstant i baggrunden. Jeg vil længes hjem og vågne op fra min søvn og have glemt, hvor jeg er, og undre mig over, hvad vægtløshed er for noget. Men jeg tror ikke at det bliver til noget for mig. Min datter vil sikkert få muligheden, om ikke andet som turist på en én-dags tur op og ned igen, hvis hun altså kan betale billetten.«
