I går aftes gled Månen ind foran Solen, og den kraftige solformørkelse fik danskere i hobetal til at vende blikket mod himlen – med de nødvendige solformørkelsesbriller, der gjorde det muligt at betragte Solen uden fare for øjenskader.
Befinder man sig i Spanien, Egypten, Tunesien eller andre nordafrikanske og sydeuropæiske lande, kan man 2. august 2027 atter opleve Månen og Solen danse sammen på himlen i en total solformørkelse.
Hvis næste års sommerferie foregår i det ganske danske land, kan man også se en delvis solformørkelse – omend i mere sparsom udgave end gårsdagens.
Var du så heldig at erhverve dig et par solformørkelsesbriller, behøver du ikke at gå ud og købe nye, hvis du atter har lyst til at se solformørkelsen næste år.
Ifølge American Academy of Ophthalmologists, som er verdens største sammenslutning af øjenlæger, har brillerne en holdbarhed på tre år, og hvis man opbevarer dem korrekt, kan man bruge brillerne igen og igen.
Det er Jonas Sundberg, lektor på Danmarks Tekniske Universitet, DTU Engineering Technology, enig i.
Hvis de bliver opbevaret korrekt, ser han nemlig ingen udfordringer i at bruge dem igen til de kommende solformørkelser i 2027 og 2028, forklarer han.
\ Solformørkelser de næste tre år
Inden for de næste tre år er der to totale solformørkelser rundt om i verden:
- 2. august 2027 rammer en total solformørkelse Spanien, Nordafrika og Den Arabiske Halvø.
- 22. juli 2028 kan en total solformørkelse opleves i Australien, New Zealand og enkelte stillehavsøer.
I Rigsfællesskabet kan vi i samme periode opleve delvise solformørkelser, hvor en mindre procentdel af solskiven bliver dækket af Månen.
Danmark:
- 2. august 2027 (25 procent)
- 12. juni 2029 (12 procent)
Færøerne:
- 2. august 2027 (11 procent)
- 26. januar 2028 (16 procent)
- 12. juni 2029 (22 procent)
Grønland:
- 2. august 2027 (1 - 5 procent)
- 26. januar 2028 (1 - 7 procent)
- 14. januar 2029 (12 - 51 procent)
- 12. juni 2029 (27 - 34 procent)
Se datoer for flere år frem i vores artikel om kommende solformørkelser.
Særligt materiale beskytter øjnene
For at forstå, hvordan brillerne skal opbevares, er det nødvendigt først at vide, hvad de er lavet af.
Certificerede solformørkelsesbriller, som følger standarden ISO 12312-2, er nemlig bygget på en måde, som sikrer, at vi ikke får skader på vores øjne, når vi kigger direkte ind i den brændende gaskugle, vores planet sværmer omkring.
Konsekvensen af at kigge direkte mod Solen kan være skader på den centrale del af nethinden. På lægesprog kaldes det ‘solar retinopati’.
Skaderne sker, fordi lyset skaber kemiske reaktioner i nethindens sanseceller, fotoreceptorer og i det underliggende væv, som nedbryder cellerne.
Derfor er det nødvendigt at bruge de rette briller for at undgå, at der kommer skader på øjnene.
»De er lavet af plastik, der er tilsat kulstofnanopartikler, som gør, at de bliver helt sorte, og som delvist gør, at sollys ikke kan komme igennem,« fortæller lektoren.
»På plastikoverfladen er der samtidig et tyndt lag metalpartikler uden på plastikmaterialet, så solstrålerne igen bliver reflekteret.«
Det er brillens funktionalitet. Et tyndt lag plastik med kulstof og metal, som gør det muligt at kigge lige ind i Solen, fordi det fjerner al sollys og UV-stråling.

Med tiden nedbrydes brillernes solfilter
Over tid kan der ske det, at plastikken bliver påvirket af UV-lys. Plastik absorberer UV-lyset, og det skaber ændringer i den.
I plastikken er der lange polymerkæder - sammensætninger af molekylære byggesten - som går i stykker af UV-lyset.
»Kæderne bliver brudt ned, så de lange kæder bliver til mange små kæder,« fortæller Jonas Sundberg.
\ Polymerkæder
Plastik består af lange kæder sammensat af små molekylære byggesten, der kaldes monomerer.
Kæderne kaldes polymerkæder og bestemmer blandt andet, om plastikken er hård, blød eller fleksibel.
Når kæderne bliver brudt ned, dannes der små revner i plastikken. Det gør, at man pludselig ikke har den beskyttende effekt, som gør, at man får solstrålerne lige ind i øjnene, selvom man ikke kan se revnerne med det blotte øje.
»Det er det samme som plastikmøbler, man har udenfor i årevis. De bliver misfarvede og skrøbelige.«
Men uden på brillerne er der også et tyndt lag metal. Metallet varierer, men ofte er det aluminium eller krom.
Det skaber også en mulighed for kemiske reaktioner. Det sker, fordi metal kan oxidere i kontakt med ilt og fugt, som findes i vores luft.
Vand indeholder ilt, og vand kan hjælpe ilten med at reagere med metallet.
»Det gør også, at den reflekterende effekt forsvinder, så brillerne vil reflektere mindre sollys, og revnerne gør, at solen rammen øjnene mere,« forklarer lektoren fra DTU Engineering Technology.
Sådan bør solformørkelsesbriller opbevares
Hvis du vil have mulighed for at kigge op på himlen til næste solformørkelse, uden at du skal ud og erhverve dig nye briller, skal du spidse ører.
For du kan sagtens bruge dem igen og igen – inden for den oplyste levetid på tre år.
»Hvis man opbevarer dem i en mørk skuffe uden lys, vil nedbrydningen ske langsommere. Når man siger, at man maksimalt må bruge dem i tre år, er det for at være sikker på, at der ikke kommer skader på øjnene,« fortæller Jonas Sundberg.
»Man har nok sat en minimal levetid for en sikkerheds skyld.«
Kan man bruge dem med ro i sjælen over, at de ikke har taget skade inden for en treårig periode?
»Ja, det vil jeg mene. Man skal ikke lade dem ligge i en vindueskarm. De skal ligge gemt væk fra sollys.«
Hvis de er opbevaret korrekt i mørke og tjekkes for synlige skader inden brug, er det ikke umuligt, at de kan virke i endnu længere tid end tre år, forklarer han.
»Men for at være på den sikre side vil jeg anbefale at købe nye briller, der certificeret ifølge ISO 12312-2.«


































