Ser man nærmere på Jorden fra oven, kan man blive forundret over de smukke mønstre tidens tand har formet i overfladen.
For eksempel har det europæiske rumagentur ESA for nyligt offentliggjort et satellitbillede af Vestfjordene eller Vestfirðir i Island. Vestfirðir er en halvø i det nordvestlige hjørne af Island.
ESA’s julekort viser meget tydeligt, hvordan istiden har skåret lange fjorde i Islands vulkaniske klipper. Efterhånden, som isen er smeltet, er fjordene blevet fyldt med saltvand, og det har givet halvøen denne form, som ifølge ESA ligner et juletræ.
Juletræets lys er genskær fra byer
De små, hvide prikker, der kan ses langs ‘juletræets’ øverste grene, er genskær fra byer. Til højre tæt ved toppen ses Ísafjörður.
Julekortet er sammensat af tre billeder taget af Envisat (Environmental Satellite) mellem 2004 og 2008.
I videoen herunder kan du se nærmere på ESA’s kuriøse juletræsfund.
Video: ESA