En meget stor solpletgruppe ses for tiden på solskiven. På billedet her, der er optaget tirsdag 27. september, kl. 8 dansk tid, strækker gruppen sig over et område, der svarer til næsten 13 gange Jordens diameter.
Solpletter er områder, hvor Solens magnetfelt er brudt gennem overfladen. De ser mørke ud, fordi de er ca. 1.500 grader koldere end den omkringliggende soloverflade, der har en temperatur på ca. 5.500 grader. Det er det indviklede magnetfelt, der forhindrer varm gas fra Solens dybereliggende lag i at nå op til overfladen.
Skyer af partikler sendes mod Jorden
Antallet af solpletter er et udtryk for Solens aktivitet, der svinger op og ned med en periode på omkring 11 år. Den store solpletgruppe, der nu kan ses på solskiven, er det seneste tegn på, at Solens aktivitet er på vej mod maksimium, der forventes at indtræffe i første halvår af 2013. Gruppen har i weekenden udløst flere, store udbrud, der har slynget enorme skyer af elektrisk ladede partikler af sted mod Jorden.
Disse skyer ramte mandag 26. september Jordens magnetfelt og var årsag til forstyrrelser, der var kraftige nok til at skabe
nordlys over Danmark.
Den store gruppe kan meget vel udløse flere soludbrud i de kommende dage, og da gruppen nærmer sig midten af Solen, vil udkastet materiale fra sådanne udbrud have retning direkte mod Jorden.
Flere satellitter holder dog hele tiden et vågent øje med Solen - herunder NASA's SDO-satellit, der har taget billedet herover.