Andreas Mogensen: Jeg kommer først på rumvandring i januar eller februar
Den danske astronaut må fortsat væbne sig med tålmodighed og får ikke en rumvandring i julegave, som han ellers havde håbet på.
Den danske astronaut må fortsat væbne sig med tålmodighed og får ikke en rumvandring i julegave, som han ellers havde håbet på.

Først skulle Andreas Mogensen have været på rumvandring i oktober. Så blev den udsat til 'ikke tidligere end december'. Og nu fortæller den danske astronaut selv, at han ikke kommer på rumvandring i år.
»Rumvandringen er indtil videre planlagt til at finde sted i januar eller februar næste år,« skriver Andreas Mogensen på det sociale medie X.
Udsættelsen i oktober skyldtes et læk af kølervæske på ydersiden af den russiske del af rumstationen. Hidtil har det været ukendt, hvad der skabte lækket, men nu oplyser Andreas Mogensen, at årsagen var en kollision med en lille meteorit.
»En mikrometeorit ramte en radiator på videnskabsmodulet Nauka, som forårsagede et læk på 72 liter kølervæske, og som følge heraf blev vores rumvandring aflyst på grund af bekymringer om forurening af rumdragten fra kølervæsken,« skriver han.
Efter lækket var to russiske kosmonauter på rumvandring for at inspicere skaderne. De nåede at fortælle om en myriade af små huller på overfladen af radiatorpanelerne, inden de fik besked på at »evakuere«, da en ‘masse’ af kølervæsken havde samlet sig på en af astronauternes sikkerhedsliner.
Siden har to amerikanske astronauter været på rumvandring uden problemer, og kølervæsken udgør ikke en risiko for astronauternes sikkerhed, har Frank de Winne, Den Europæiske Rumorganisations (ESA) programleder for Den Internationale Rumstation, tidligere fortalt til Videnskab.dk.
I stedet handler den lange ventetid om logistik og om, at opgaverne på Andreas Mogensens rumvandring ikke haster. Han skal sammen med amerikaneren Loral O'Hara installere et nyt kamera, afprøve et værktøj til udskiftning af kabler på et videnskabeligt modul og tage bakterieprøver på ydersiden af rumstationen.
»Det er en meget travl tid ombord på rumstationen. Alle disse rumvandringer skal nøje koreograferes og indarbejdes i planlægningen sammen med planlægningen af al trafikken fra forsyningsfartøjerne, der ankommer på ISS. Normalt gør man dette måneder i forvejen, men nu er der sket noget, og så skal holdene bruge lidt tid på at genplanlægge og sikre, at alt kan gøres på den mest optimale måde. Men vi når derhen,« fortalte Frank de Winne.
I mellemtiden har Andreas Mogensen udført en række videnskabelige eksperimenter og fotograferet ud ad rumstationens vinduer. I sit nye opslag viser han et foto af den robotarm, han på rumvandringen skal stå på spidsen af, mens han installerer det nye kamera.
Fotoet viser, at der på robotarmen er et hul, som stammer fra et sammenstød, der minder om det, radiatoren på Nauka-modulet var udsat for.
»Jeg så for nylig den ødelæggende kraft af kollissioner, da jeg fotograferede rumstationens robotarm. Det ser ret dramatisk ud! Hullet blev skabt i 2021, da et 1 millimeter stort objekt, der fløj med 25.000 km/t i forhold til rumstationen, ramte robotarmen. Heldigvis blev ingen kritiske komponenter beskadiget,« skriver Andreas Mogensen.

Men det kan gå langt værre, hvis en sårbar del af rumstationen bliver ramt.
»Hvis en meteorit eller rumskrot rammer et af vores moduler, kan trykket ombord på rumstationen falde hurtigt. De fleste moduler har beskyttelse mod mindre meteoritter og rumskrot, men det er ikke stærkt nok til at modstå større stykker. Derfor øver vi ofte nødsituationer, herunder fald i trykket ombord,« skriver danskeren, der som kommandør på rumstationen har ansvar for astronauternes ve og vel.
Alt tyder dog nu på, at han kan holde en rolig jul uden farer eller eventyr i form af en rumvandring. Da den blev udsat i oktober, skrev han ellers håbefuldt, at »måske får jeg en ekstra stor julegave i år«.
Da børn via et opkald fra Tivoli til rumstationen i slutningen af november spurgte om, hvordan han skal holde jul i rummet, svarede han, at han har ønsket at holde fri 24. december.
»Vi skal spise sammen, kigge ud ad vinduet og tale med vores familier og venner,« fortalte Andreas Mogensen ifølge Se og Hør om sine planer for juleaften, hvor astronauterne har tradition for at tage nissehuer på og pynte op med et lille juletræ.
I et interview med Politiken gætter han på, at julemiddagen kommer til at bestå af kalkun med tranebærsovs, men at han ellers er ved at være godt træt af den ensformige mad deroppe. Og så afslører han også, at han har taget en lille gave med til alle de andre astronauter, som han i løbet af natten vil hænge uden for deres kahytter.
Den danske astronaut har opholdt sig ombord på rumstationen siden 27. august 2023, og det er planen, at han skal rejse hjem i slutningen af februar.