Andreas Mogensen er sat i karantæne
I rummet er der langt til den nærmeste hospital, så for at undgå sygdomme isoleres den danske astronaut de næste 14 dage op til sin opsendelse til Den Internationale Rumstation.
I rummet er der langt til den nærmeste hospital, så for at undgå sygdomme isoleres den danske astronaut de næste 14 dage op til sin opsendelse til Den Internationale Rumstation.

Danmarks første og eneste astronaut, Andreas Mogensen, vil de næste to uger være i karantæne i forbindelse med sin opsendelse til Den Internationale Rumstation, der er planlagt til 25. august* i år.
*BEMÆRK: Siden udgivelsen af denne artikel er opsendelsen blevet udskudt til lørdag 26. august kl. 09:27 dansk tid.
»Man kan jo sige, vi har god træning på grund af corona,« fortæller Andreas Mogensen til Videnskab.dk.
»Det starter med, at jeg og Cecilie og børnene går i karantæne her i vores hus i Houston. Og så skal vi jo bare passe på. Vi må ikke gå i butikker og sådan nogle ting, så vi må få leveret madvarer,« siger han.
»Men ellers handler det jo bare om at minimere risikoen for at blive smittet,« forklarer astronauten.
Da Andreas Mogensen skulle på sin første tur til den Internationale Rumstation i 2015, skulle han ligesom nu være i karantæne i 14 dage op til opsendelsen.
Dengang foregik det på fængselsagtige faciliteter på rumbasen Bajkonur i Kasakhstan, hvorfra han skulle sendes op.
Bygningen blev forseglet, udendørsarealet var omringet af et højt hegn, så astronauterne ikke kunne slippe ud, og familien skulle vinke farvel gennem en glasrude. Du kan få et indtryk af Bajkonur i videoen herunder.
Men det er altså langt fra tilfældet denne gang. Heller ikke når astronauten kun få dage før opsendelsen bliver flyttet til Kennedy Space Center i Florida, USA, hvor opsendelsen vil finde sted.
»Fem dage inden opsendelsen bliver jeg sammen med mine kolleger fløjet til Kennedy Space Center, og dagen efter kommer vores familier så. Mine kollegaer og jeg skal bo på karantænefaciliteterne, NASA har,« fortæller Andreas Mogensen og tilføjer, at faciliteterne blandt andet har et køkken og et fitnesscenter.
Den danske astronaut Andreas Mogensen skal snart sendes på sin anden tur til Den Internationale Rumstation – og du kan følge hele opsendelsen live på Videnskab.dk!
Det hele løber af stablen 26. august klokken 09:27, hvor SpaceX’s Falcon 9-raket skal tage den danske astronaut og tre af hans kolleger til rummet fra det legendariske Kennedy Space Center i Florida, USA.
Men allerede fra om morgenen kan du her på siden følge med, få opdateringer fra vores journalist direkte fra Florida og stille spørgsmål til rumforskere.
Hvis du allerede nu brænder inde med spørgsmål om Andreas Mogensen, hans mission, livet på Den Internationale Rumstation, raketten der skal tage ham derop – eller noget som helst andet – kan du skrive til os på redaktion@videnskab.dk.
Vi ses!
»Familierne bor så på et hotel, hvor de også har lukket en af etagerne af til kun familierne, så de også stadig kan være i karantæne. Og så bliver de så kørt ud til os fire-fem timer om dagen, hvor vi kan slappe af sammen på stranden for eksempel.«
Kennedy Space Center ligger ved stranden og ikke andre end dem, der er i karantæne, vil kunne komme i nærheden af astronauterne, tilføjer han.

Du kan se Andreas Mogensen fortælle om karantænen i videoen herunder, hvor han også svarer på, om astronauterne bliver testet for COVID-19, inden de bliver sendt i rummet.
Karantæne er en fast procedure før en opsendelse. Det forklarede ‘rum-medicineren’ Lonnie Grove Petersen, videnskabelig assistent på Københavns Universitet, til Videnskab.dk i forbindelse med Andreas Mogensens første tur til Den Internationale Rumstation tilbage i 2015.
For hvis Andreas Mogensen bliver syg, kan hele den bekostelige mission blive ødelagt.
»Der er hundredvis af mennesker, som har arbejdet i årevis på at designe den her mission til Andreas, så det er vigtigt, at han kan lave sit arbejde, når han kommer derop,« fortalte hun om missionen i 2015.
Karantænen sættes dog ikke kun i værk for Andreas Mogensens egen skyld. Hvis han er syg og bringer virus eller bakterier med derop, kan han smitte de andre, der er på rumstationen, fortsatte hun - hvilket kan blive slemt.
Det ser nemlig ud til, at astronauternes immunforsvar er svækket, når de er i rummet:
»Antallet af hvide blodceller er helt i knæ. Desuden indikerer præliminære data, at immunforsvaret faktisk ikke fungerer så godt. Hvis man får en influenza-virus ind i kroppen, er immunforsvaret lidt mere forvirret og har sværere ved at koordinere indsatsen, når man er i rummet,« fortalte Lonnie Grove Petersen.
At immunforsvaret bliver svækket i rummet er sidenhen bakket op af ny forskning - blandt andet i et studie fra 2023, der undersøgte 14 astronauter fra Den Internationale Rumstation.
Studiet fandt »genetiske ændringer, der indikerer en nedgang i immunfunktionen få dage efter ankomst til ISS, og en efterfølgende tilbagevenden til baseline flere måneder efter de vendte tilbage til Jorden.«
»Man kunne godt forestille sig, at en infektionssygdom i rummet ville give anledning til større sygdom end den samme infektionssygdom på Jorden,« sagde Lonnie Grove Petersen, og afsluttede:
»Så der er god grund til at tage alle de her forholdsregler.«