På denne blog har begrebet 'dynamo' være synonym med Solens dynamo, der er den bagvedliggende mekanisme for Solens cyklus.
Men i astronomien findes der efterhånden mange andre dynamoer.
Således har jeg netop været med til at publicere en artikel om muligheden for en dynamo i eller omkring stjernen Achernar.
Denne dynamo minder dog på ingen måde om den vi kender fra Solen.
Større og stærkere stjerne
Achernar er den niendeklareste stjerne på nattehimlen. Man skal dog befinde sig på den sydlige halvkugle for at kunne se den. Achernar vejer 6 til 9 gange så meget som Solen, den er 14 til 24 gange så stor og udstråler mellem 3.000 og 5.000 gange så meget lys.
Allerede her er det klart, at Achernar minder meget lidt om Solen. Faktisk kan man sige, at den eneste lighed mellem Achernar og Solen er, at de begge får deres energi ved at brænde brint til helium i deres kerne.
Achernar er det vi kalder en Be-stjerne. B, fordi Achernar er en B-type-stjerne, der udsender meget lys i den blå del af lys spektret og e, fordi Achernar har en atmosfære, der ikke kun absorberer lyset fra stjernen, men også selv udsender lys. Dette lys udsendes af brintatomer i Achernars atmosfære. Astronomer taler derfor om, at Achernar og andre Be-stjerner viser brintemission.
Ændringer i lysstyrkeændringernes amplitude
Som alle andre Be-stjerner varierer Achernars lysstyrke også. Således varierer Achernars lysstyrke periodisk med perioder på 1.29 og 1.47 dage. Det er ved at studere disse variationer, at vi har kunnet studere mulige dynamoer i Achernar.
Det, vi fandt, var, at amplituderne på disse periodiske lysstyrkeændringer ændrede sig. De periodiske ændringer er til tider meget store, mens de til andre tider næsten forsvinder helt. Det tager omkring 5 år fra ændringerne er store, til de er små og til de igen er store.
Dette er, hvad artiklen handler om. Det åbne spørgsmål er, hvad ændringer i amplituderne af disse periodiske lysstyrkeændringer skyldes. For at kunne besvare dette spørgsmål, er det selvfølgelig nødvendigt først at vide, hvad der er årsag til de periodiske lysstyrkeændringer.
Solpletter
Der findes to forklaringer på de periodiske lysstyrke ændringerne i Be-stjernerne: Enten skyldes ændringerne pletter på overfladen af stjernen, eller også skyldes ændringerne svingninger i stjernens indre. Dette har man diskuteret i 20 år.
Hvis de periodiske ændringer skyldes pletter, så skulle man forestille sig to pletter på overfladen; en, der roteret rundt om stjernen med en periode på 1.29 dage og en, med en periode på 1.47 dage. Disse pletter ville så komme og gå med en periode på omkring 5 år. Hvad der kunne få pletterne til at komme og gå er dog uklart.
Hvis de periodiske ændringer skyldes svingninger i stjernens indre, så er billedet meget lig det vi kender fra Solen. Altså, at Be-stjernerne har en dynamo lige som den, vi kender fra Solen.
Skive som Saturns ringe
Problemet er dog, at forholdene inden i Be-stjernerne stort set er lige modsat forholdene inde i Solen. Der hvor energien i Solen bliver transporteret som stråling, bliver den i Be-stjernerne transporteret ved hjælp af konvektion og omvendt.
En eventuel dynamo i Be-stjerner skulle derfor - så at sige - være modsat den vi kender i Solen. Og der er ikke klart, om sådan en dynamo faktisk kan eksistere.
En sidste forklaringsmodel er, at de periodiske variationer i lysstyrkerne hverken skyldes pletter eller svingninger, men en skive, eller disk, omkring stjernerne, lidt ligesom Saturns ringe.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.

































