For nyligt blev den danske amatørfotograf Mikkel Beiter inviteret til London for at deltage i et awardshow på det historiske astronomiske observatorium Royal Greenwich Observatory.
Hans billede af nordlys er nemlig blevet udvalgt som en af vinderne i 2017-udgaven af fotokonkurrencen Insight Astronomy Photographer of the Year.
»Det har været ret overvældende at være blandt vinderne. Det er fedt, for det viser, at al den tid, jeg bruger på fotografering, er det hele værd,« siger Mikkel Beiter, som har vundet i kategorien ‘Aurora’ – det vil sige polarlys, der på vores breddegrader kaldes nordlys.
\ Læs mere
Jagtede nordlys på en ferie
Mikkel Beiters vinderfoto blev taget i oktober sidste år, da han var på ferie i Island sammen med to kammerater.
Ferien blev blandt andet brugt på en målrettet jagt efter nordlys, som Mikkel Beiter kunne fange med sit kamera.
»Vi brugte flere dage på at køre rundt og lede efter skyfrie områder, hvor vi kunne se nordlyset. På tredjedagen lykkedes det endelig,« husker Mikkel Beiter og tilføjer:
»Det var en stor oplevelse.«
Se Mikkel Beiters smukke billede her:

En dramatisk stemning
Da vinderfotoet blev taget, stod Mikkel Beiter og hans kammerater på stranden ved Stokksnes på sydkysten af Island.
Bølgerne slog ind over kysten, og det betød, at nordlyset kunne spejle sig i det våde sand, fortæller Mikkel Beiter.
»Pludselig var der et ordentligt tungt skydække, som kom ind fra bjergene. Samtidigt blev nordlyset meget kraftigere og skinnede igennem skyerne. Det skaber altsammen en meget dramatisk stemning på billedet,« fortæller Mikkel Beiter, som er selvlært fotograf.
Til daglig arbejder Mikkel Beiter med it, men i de senere år har han brugt en stor del af sin fritid – og sine ferier – på at tage billeder.
Anerkendelsen fra fotokonkurrencen har kun givet ham endnu mere kløe i fotograffingrene.
»Konkurrencen har været en milepæl i min fotografering, og det har helt klart givet mig blod på tanden til at fortsætte og se, om jeg kan komme endnu længere. Jeg kunne godt tænke mig at leve af det i fremtiden,« siger Mikkel Beiter.
\ Læs mere
Mikkel Beiter konkurrerede mod 3.800 fotos
Mikkel Beiter er kun en af årets 11 vindere. Hvert år kårer konkurrencen årets bedste rumfotos inden for 11 kategorier. De inkluderer blandt andet ‘Galakser’, ‘Vores Måne’, ‘Mennesker og Rummet’ og årets vinderkategori, ‘Stjerner og Stjernetåge’.
Årets hovedvinder er billedet ‘The Rho Ophiuchi Clouds’, der er skudt af den russiske fotograf Artem Mironov, og som du kan se øverst i artiklen.
I år har dommerne valgt mellem hele 3.800 fotos fra 91 forskellige lande.
Se de andre smukke rumbilleder ved at klikke rundt i billedgalleriet ovenfor.