Østers er i realiteten udryddet i store dele af verden, viser en international undersøgelse. Den naturlige forekomst af oprindelige østers er så vigende, at det vil kræve en helt særlig indsats at redde dem.
I Europa ser det skidt ud for østersen på størsteparten af dens levesteder. Og i de få områder hvor situationen ikke er alvorlig, er den håbløs. I Vadehavet erklæres den oprindelige europæiske østers således for uddød.
»En art er funktionelt uddød, når den ikke spiller nogen som helst rolle i økosystemerne, og når dens antal er meget lavt,« skriver Michael Beck fra University of California, Santa Cruz, som har ledt undersøgelsen, hvis resultater er publiceret i tidskriftet BioScience.
Forskerne har set på naturlige forekomster af oprindelige østersarter. I Vadehavet er der faktisk masser af østers, men det er den invasive Stillehavsøsters, der med sine tætte og cementhårde banker har fortrængt ikke kun vores fladskallede og mere velsmagende europæiske østers, men også blåmuslinger og andre skaldyr.
»Stillehavsøstersen er en monokultur. Jeg mener, vi skal gøre alt for at udrydde den,« siger biolog Jens Kjerulf Petersen, direktør for Dansk Skaldyrcenter på Mors, til Berlingske.