Udlandet kigger nu mod danske tiltag i kampen mod antibiotika-resistens. Danmark var det første land i verden, som forbød vækstfremmere på et videnskabeligt grundlag, og Danmark oprettede hurtigt en kontrol af brugen af antibiotika i husdyrshold. Det har resulteret i, at Danmark siden midten af 90erne har reduceret forbruget af antibiotika til dyr med 60 procent, uden at landbrugets produktion er faldet. Det fortæller professor fra DTU Fødevareinstituttet Frank Møller Aarestrup i en artikel i tidsskriftet Nature, som har forsøgt at hitte rede på årsagerne til den danske succes.
»Der er tre hemmeligheder til vores succes i Danmark. Vi har siden 1995 haft en national overvågning, DANMAP, hvor vi løbende overvåger udviklingen i resistens og kan dokumentere problemer. I 1990’erne var der politisk vilje til at indføre reguleringer af antibiotikaforbruget. Og der var og er stadigvæk et samarbejde på tværs af sektorer mellem landmænd, fødevareindustri, forskere og myndigheder,« siger professor Frank Møller Aarestrup
Han forklarer, at overvågningssystemet er en af de vigtigste skridt, fordi det kan dokumentere udviklingen i den danske resistens, og det ligger til grund for, at man kan finde nye løsninger.