Nyudviklet amerikansk teknologi bliver en af de magiske ingredienser i mobil-forskningsprojektet ”SAFE”, som netop er sparket i gang i Aalborg med tårnhøje tekniske ambitioner og et budget på 48 millioner kroner. Topchefer fra det fremstormende udviklingsselskab WiSpry har taget turen fra det solbeskinnede sydlige Californien til det nordlige Jylland for at være med til at starte en ny æra.
SAFE-projektet (”Smart Antenna Front End”) har en erklæret målsætning om at revolutionere teknologien bag mobil-antenner og gøre dem mindre, billigere og mere strømbesparende, uden at det går ud over kvaliteten. Udover WiSpry deltager Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer, Infineon Technologies danske afdeling i Aalborg og den amerikanske elektronikleverandør Molex’ forskningsafdeling i Nørresundby.
Projektet ledes af AAU-professor Gert Frølund Pedersen, og Højteknologifonden støtter projektet med 25 millioner kroner, skriver Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.