En ny supercomputer med Nordeuropas største ’delte hukommelse’ er flyttet ind på Danmarks Tekniske Universitet. Supercomputeren skal bearbejde de enorme mængder genetiske data, som er nøglen til fremskridt inden for grøn bioteknologi, hvor DNA fra titusindvis af mikroorganismer skal bruges til at skabe nye cellefabrikker.
Med 4000 gange så meget hukommelse som en almindelig PC gør den nye supercomputer DTU-forskerne i stand til langt hurtigere at identificere nye gener og proteiner, der kan anvendes i fremtidens bæredygtige bioteknologiske industrielle produktion. Computeren, som er en Altix UV 1000 model leveret af SGI, har fået navnet Anakyklosis, som er det græske ord for genanvendelse. Navnet afspejler dens betydning for en biologisk bæredygtig fremtid.