Modermælk kan i fremtiden måske hjælpe mennesker, der lider af sygdomme som Parkinsons, Alzheimers og sukkersyge, viser australsk forskning.
Studiet er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Stem Cells og dermed ‘godkendt’ af fagfæller.
De australske forskerne har fundet stamceller i modermælk, der minder om de såkaldte ’embryonale stamceller’ – stamceller fra fostre. Denne type stamceller kommer fra befrugtede æg og er dem, som har størst potentiale i forhold til medicinsk behandling. De embryonale stamceller er dog samtidig et omstridt emne, fordi stamcellerne bliver taget ud af et befrugtet æg.
Hvis de australske forskeres undersøgelse holder stik, er det første gang, man har opdaget embryonal-lignende stamceller i et voksent menneske.
»Dermed kan man få adgang til en rig kilde af meget potentielle stamceller uden at komme på kant med de etiske dilemmaer,« siger ph.d.-studerende Foteini Hassiotou fra University of Western Australia, der står bag undersøgelsen.
Videnskab.dk har beskrevet undersøgelsen i en tidligere artikel. Læs mere her:
Stamceller fra modermælk skal erstatte stamceller fra fostre