Koncentrationen af metan i drikkevandskilder bliver øget markant, når der udvindes naturgas fra skifer i nærheden. Det viser det nyeste studie på området, lavet af amerikanske miljø-forskere. Fundene kommer netop, som et stop for udvinding af skifergas i en amerinsk stat nærmer sig sit udløb.
Den kontroversielle metode ‘hydraulisk fraktionering’, på engelsk kaldet ‘fracking’, går ud på at sende store mængder vand og andre væsker ind i stenarten skifer, for at frigøre naturgas. Metoden er først blevet økonomisk fordelagtig indenfor det sidste årti, og på den korte tid er den blevet særdeles populær. Alene i Pennsylvania i USA er tilladelser til ‘fracking’ 27doblet fra 2007 til 2009.