KORT NYT FRA UDLANDET:
Hundens tænder bør børstes hver dag, men det er nok de færreste, som gør det. Heldigvis findes der et andet råd, man kan benytte sig af. Det skriver forskning.no.
Det viser sig nemlig, at hvis hunden får lov at tygge på marvben fra kvæg, så fjerner det plak fra tænderne.
Tandkødssygdomme er et af de største helbredsproblemer for hunde, og det giver dem også dårlig ånde.
Plak er et tyndt bakterielag, som dannes på tænderne, og som i sidste ende bliver til tandsten, hvis ikke du børster din hunds tænder – eller lader den tygge på noget, der kan fjerne belægningen.
»Blødt foder har ingen slibende effekt på tænderne, og det giver bare plakken bedre vilkår for at danne tandsten. At tygge på hårde objekter eller foder, som kan slibe tandstenene væk, er en måde at reducere problemet på,« siger Øystein Ahlstrøm, der forsker ved NMBU, Norges Miljø- og biovidenskabelige Universitet.
Den Ph.d.-studerende Fábio Ritter Marx har netop udført forsøg med rå marvben fra forskellige dyr til hunderacen Beagle, for at undesøge deres effekt mod plak.
Her viste det sig, at marvben fra kvæg kunne fjerne tandsten, samt at marvben fra kvæg havde den bedste effekt.
Hos forsøgshundene dækkede tandsten omkring 40 procent af tandoverfladerne, men i løbet af tre dage med marvben fik de reduceret mængden af tandsten med mellem 35 og 55 procent.
Undersøgelsen er netop udkommet i tidsskriftet Australian Veterinary Journal.
Læs også:
Hvorfor skal dyr ikke børste tænder?
Mennesker har gjort hunde hjælpeløse
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams