KORT NYT FRA DANSKE UNIVERSITETER:
Det er for længst blevet dokumenteret, at ulve af det maskuline køn er kommet til Danmark.
Men nu har forskere også fundet beviser på, at de har fået selskab af hun-ulve – tæver – skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Både Naturstyrelsen og private har indleveret ekskrementer og spytprøver fra ulvene, og nye analyser af DNA fra ulveprøverne har afsløret, at der er tæver iblandt dem.
»Vi har længe undret os over, hvorfor der ikke kunne dokumenteres ulve-tæver blandt de prøver som frivillige har indleveret,« udtaler seniorforsker Liselotte Wesley Andersen i pressemeddelelsen og fortsætter:
»Nu er det så langt om længe påvist.«
Hun mener, at en af de væsentligste årsager til, at ulve-hunnerne først er blevet påvist nu, er, at tæver ikke afmærker deres territorium så ofte som han-ulve. Herudover forklares det i pressemeddelelsen, at tyske ulve-kobler er komme tæt på den danske grænse, og at unge tæver fra disse kobler »bliver smidt ud hjemmefra og søger ledige territorier.«
Det vides endnu ikke, hvor mange forskellige tæver, der er tale om, men prøver fra tæver er indsamlet både nordvest for Limfjorden, i Midtjylland, Sydvestjylland og Sydøstjylland.
DNA-analyserne indgår i projekt ’Nye Arter’, som er et samarbejdsprojekt mellem Aarhus Universitet, Bioscience –Kalø og Naturhistorisk Museum Aarhus.
Læs også:
DNA-analyser afslører: Mindst 11 ulve i Danmark
Seks nye ulve fundet i Danmark
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb