KORT NYT FRA DANMARK:
Onsdag d. 20. april 2016 blev Dronning Margrethe 2.’s videnskabspris overrakt for første gang. Den fornemme pris gik til professor Jens-Christian Svenning fra Aarhus Universitet, som er en af Danmarks førende forskere i geografisk økologi. Det skriver royalacademy.dk i en pressemeddelelse.
Prisen blev indstiftet af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i 2015 i anledning af HM Dronningens 75 års fødselsdag. Det er den første pris i Dronningens eget navn, og de næste 25 år skal den overrækkes én gang årligt.
Jens-Christian Svenning er særligt anerkendt for sin solide påvisning af, hvordan faktorer på en geologisk tidsskala har påvirket arternes udbredelse og dermed økosystemernes sammensætning. Hans forskning i effekten af tidligere tiders klima har haft stor international betydning for, hvordan den biologiske mangfoldighed vil blive påvirket af global opvarmning.
På Videnskab.dk har vi skrevet en del om Jens-Christian Svennings forskning. Læs blandt andet om hans studie af dyrs betydning for biodiversiteten i artiklen ‘Store dyr fjerner 80% af skoven‘. Du kan også se eksempler på hans forskning i artiklerne ‘Sådan så Europas natur ud, før mennesker ændrede den‘ og ‘Elefanter og næsehorn burde leve i Danmark‘.
Dronningeprisen er på 100.000 kr., og den gives til en fremragende forsker på under 50 år.
Videnskabernes Selskabs præsidium har udvalgt netop Jens-Christian Svenning efter indstilling fra medlemmerne.
»Jens-Christian Svennings arbejde er ikke alene af høj videnskabelig kvalitet, det er også uhyre vigtigt for vores viden om samspillet mellem klima og biologisk mangfoldighed,« siger Selskabets præsident Kirsten Hastrup i pressemeddelelsen. Hun fortsætter med at begrunde udvælgelsen på følgende måde:
»Hans forskning i forholdet mellem klimaforandring og biologisk mangfoldighed i tidligere tider har således stor betydning for vores forståelse af fremtidens klimascenarier og disses konsekvenser for klodens biodiversitet.«
Jens-Christian Svennings forskning er udgivet i 225 videnskabelige publikationer, og i det anerkendte register over forskningspublikationer Web of Science fremgår det, at han bliver citeret i andre publikationer omkring 6.000 gange.
Læs også:
Vi får tid til at redde planterne fra klima-forandringerne
‘Tidsmaskine’ sladrer om Danmarks natur i 2075
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
pmd