Kemikalier, som landbrug og gartnerier bruger til at bekæmpe svamp i afgrøder, kan være godkendt på et ufuldstændigt grundlag.
Forsøg udført på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) viser, at en blanding af fem almindelige svampemidler gav hormonforstyrrende effekter i gravide rotter – selvom ingen af stofferne i sig selv havde nogen effekt ved de doser, der var i blandingen.
»I dag vurderer man risikoen ved kemikalierne et ad gangen for at finde frem til den dosis, hvor der ikke længere er nogen negativ effekt. Vores forsøg viser, at den fremgangsmetode kan betyde, at man kommer til at undervurdere pesticidernes risiko,« siger forskninsgleder Ulla Hass fra Fødevarinstituttet ved DTU i en pressemeddelelse fra den internationale konference Copenhagen Workshop on Endocrine Disrupters.
Konferencen sluttede i sidste uge og havde deltagelse af 200 forskere.