Det er ikke kun Københavns Universitet, der har oplevet en markant søgning i år. Situationen er den samme i Aarhus.
Aarhus Universitet har i år fået 12 procent flere ansøgninger end 2010. I alt har universitetet modtaget mere end 22.500 ansøgninger, heraf har ca. 8.700 søgt ind på Aarhus Universitet som 1. prioritet.
På baggrund af årets ansøgninger forventer Aarhus Universitet klart et øget optag i 2011. Det øgede optag skal ses i forhold til, at der både i 2009 og 2010 blev sat bemærkelsesværdige rekorder for antallet af nye bachelorstuderende på universitetet.
Ansøgerne har fordelt sig bredt på universitetets 91 uddannelser, og det gør, at Aarhus Universitet forventes at kunne tilbyde optagelse til flere end sidste år, hvor universitetet optog 6.236 nye bachelorstuderende. Det svarer til en fjerdedel af det samlede optag på landets universiteter.
Ansøgningerne fordeler sig ifølge de første opgørelser således:
-
Arts: mere end 7.350 ansøgninger
-
Science and Technology: mere end 2.500 ansøgninger
-
Health: mere end 3.550 ansøgninger
-
Business and Social Sciences: mere end 9.100 ansøgninger