Italienske vingårde har fået ubudne gæster. Siden 2006 har et hidtil unavngivet møl hærget løs i det nordlige Italien og lagt deres æg på undersiden af blade af primært Chardonnay, Cabernet Sauvignon og Muscat-vinstokke.
Når deres larver klækkes æder de sig gennem bladene og påvirker derfor høsten. Det skriver BBC Nature.
Møllene fik lavet en DNA-analyse, før forskerne kunne afgøre, at der var tale om en ukendt art. Møllene findes dog også i det østlige Nordamerika, men her har man hidtil troet, der var tale om en anden art. Det nye møl har fået navnet Antispila oinophylla, og det findes i Trento- og Veneto-regionerne.
Forskernes undersøgelse af den nye møl er bragt i tidsskriftet ZooKeys.