KORT NYT FRA DANMARK:
Ny forskning tyder på, at skolereformens krav om motion kan gøre børn sundere.
Det skriver DR.dk.
Den nye skolereform lægger op til at børn skal røre sig med krav om 45 minutters fysisk aktivitet. Men det kræver faktisk mindre end 45 minutter om dagen for at forbedre børns kondition, skriver DR på baggrund af ny idrætsforskning.
»Resultaterne er meget lovende i forhold til at kunne bruge skolereformen til at forbedre den fysiske form og sundhedstilstanden for danske børn,« siger forskningsleder Peter Krustrup fra Center for Holdspil og Sundhed på Københavns Universitets til DR.
Sammen med en række idrætsforskere har han testet tæt på 500 skolebørn i Frederikssund og København i forskellige fysiske aktiviteter.
Og ifølge DR viser resultaterne, at særligt boldspil med høj intensitet – såsom fodbold, floorball og basketball - har store, positive effekter på børnenes fysiske tilstand.
Forskerne konkluderer imidlertid, at de største indvirkninger på børnenes kondition opstår, når aktiviteterne er organiseret på en særlig måde. Kodeordene er ifølge DR mindre baner, færre på holdene og niveauinddeling af børnene.
Læs også:
Fysisk aktive børn har større hjerner
Motion kan mindske ADHD-symptomer
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb


































