KORT NYT FRA DANMARK:
Det mumificerede lig af Egtvedpigen blev udgravet i 1921, og i dag ligger det udstillet på Nationalmuseet. Med sig i graven havde pigen en særlig gravgave: øl i en barkspand. Og nu har Nationalmuseet og Bryggeriet Skands udviklet en moderne udgave af den berømte bronzealderpiges ’gravøl’, skriver museet i en pressemeddelelse.
Opgaven var dog ikke let.
»Vi havde ”facitlisten” til øllen, men udfordringen var at finde forholdet imellem ingredienserne, og der måtte vi smage os frem. Så ligner vores nye bryg den drik, Egtvedpigen fik med i graven? Det kan vi ikke vide, men det er et kvalificeret bud,« siger museumsinspektør på Nationalmuseet Peter Steen Henriksen.
Men hvordan smager øllet så? Brygger Birthe Skands kalder øllen for en rigtig ’sommerbasker’.
»Det er hen ad en hvedeøl, som på grund af tyttebærrene har en frugtig smag. Og så har gæringsprocessen fået lov til at udvikle sig – lidt ligesom man bryggede øl på landet for 100 år siden,« siger hun i pressemeddelelsen.
Du kan høre både Birthe Skands og Peter Steen Henriksen fortælle meget mere om udviklingen af ”Egtvedpigens Bryg” lørdag d. 22. marts, hvor øllen bliver lanceret ved en lille præsentation kl. 14.00 – 15.30 i Nationalmuseets forhal med gratis smagsprøver.
Læs også:
Huldremosekvindens vilde vej til Nationalmuseet
Nationalmuseet udgraver voldgrav ved dansk koloni-fort i Indien
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ibs