Unge med skiftende arbejdstider har øget risiko for at få nervesygdommen multipel sklerose, MS, viser en omfattende undersøgelse fra Sveriges førende medicinske universitet, Karolinska Instituttet i Stockholm. Det skriver dr.dk.
Den svenske undersøgelse, som offentliggøres i tidsskriftet Annals of Neurology, viser, at skerose nu kan skrives på listen over arbejdsrelaterede sygdomme for skifteholdsarbejde.
Forstyrrer det biologiske ur
Næsten 14.000 personer deltog i to uafhængige undersøgelser, som hver især viser de samme resultater. Det viser sig, at unge under 20 år, som arbejder på skiftende tidspunkter i mere end tre år, har en fordoblet risiko for at udvikle sklerose.
En af forskerne bag undersøgelsen, læge Anna Karin Hedström, siger til Sveriges Radios nyhedsmagasin Ekot, at arbejde på vekslende tidspunkter kan være en forstyrrelse af det biologiske ur. Det er også påvist, at skifteholdsarbejdere får mindre søvn end andre, og at det påvirker immunsystemet på måder, der kan føre til MS senere i livet.