Måden du laver din kaffe på kan måske være afgørende for, om du udvikler brystkræft efter overgangsalderen.
Sådan lyder den overraskende udmelding fra forskere fra det ansete Karolinsk Institutet i Sverige.
Forskerne har undersøgt i alt 6.000 kvinder, som havde passeret menopausen og som enten var helt raske eller havde brystkræft. Det viste sig – ifølge en pressemeddelelse fra instituttet og abstractet til den videnskabelige artikel – at risikoen for kræft dalede en ganske lille smule, når indtaget af kaffe var højt.
Resultatet var dog langt mere tydeligt, når forskerne kiggede specifikt på kvinder med en kræftknude, som ikke var påvirket af hormonet østrogen, kaldet østrogen-receptor negative eller ER-negative patienter.
Konklusionen undrer forskningsleder Jingmei Li, som understreger, at den gavnlige effekt næppe kommer fra østrogen-lignende stoffer i kaffe, fordi antallet af ER-positive tilfælde – hvilket vil sige patienter med kræft, som hænger sammen med hormoner – var det samme blandt grupper af mennesker, som drak forskellige mængder kaffe.
»Måske har det i stedet noget at gøre med måden, kaffen er blevet lavet på eller den bønne, man foretrækker,« spekulerer Jingmei Li i pressmeddelelsen.