KORT NYT FRA UDLANDET:
Måske skulle der i Jurassic Park også have været en Jurassic Sommerfuglepark.
I hvert fald viser det sig, at der fandtes en slags sommerfugle 50 millioner år før, blomsterne dominerede landskabet. Det skriver Sciencemag.org.
Der er dog ikke helt tale om sommerfugle, som vi kender dem i dag, men i stedet en gruppe kaldet kalligrammatider.
Forskere har undersøgt 20 forskellige fossiler af kalligrammatiderne og sammenlignet dem med nutidens sommerfugle – og her fandt de slående ligheder. Du kan se ligheden på billedet i bunden af artiklen.
Kalligrammatiderne har, ligesom sommerfuglene, ‘øjne’ på deres vinger og en snabel til at drikke nektar med.
Blomster var dog en sjældenhed for 150 millioner år siden, hvor kalligrammatiderne levede, og i stedet var deres snabler tilpasset planter uden blomster.
Men da kalligrammatiderne og sommerfuglene kun er fjernt beslægtede, mener forskerne, at de har udviklet deres hang til nektar uafhængigt.
Da blomsterne overtog landskabet for cirka 100 millioner år siden, uddøde kalligrammatiderne, og sommerfuglene tog over.
Studiet er netop udgivet i Proceedings of the Royal Society B.
Fotos: (venstre – nutidig sommerfugl) Jim DiLoretto; (højre – fossil) Jorge Santiago-Blay and Conrad Labandeira; Smithsonian
Læs også:
Sommerfugle drikker salte skildpaddetårer
19 sommerfugle, du skal kunne udenad
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams