‘Flyt frisbee til bold’ eller ‘Til bold flyt frisbee’. To kommandoer, der for et menneske med et begreb om grammatik har samme betydning. Nu viser en række forsøg med en niårig border collie dog, at hunde også kan trænes til at forstå sprogets opbygning. Det skriver Sciencenews.org.
Psykologen John Pilley har i sit hjem lært hunden Chaser at genkende en lang række ord inden for forskellige ordklasser. Da Chaser kunne udpege over 1000 genstande ud fra deres navn og gennem leg havde lært betydningen af en lang række udsagnsord og forholdsord, begyndte Pilley at forbinde ordene til korte kommandoer. ‘Til frisbee’ betød eksempelvis, at Chaser skulle flytte genstanden i sin mund hen til frisbeen.
For at undersøge om Chasers opfattelse af sproget var fleksibel, viste en forsøgsperson hunden to par genstande. Derefter blev Chaser bedt om at flytte en genstand fra det ene par over til en genstand fra det andet par – eksempelvis med en kommando som ‘Flyt sukker til lokkeand’. Men Chaser ville også blive præsenteret for kommandoen med omvendt ordstilling: ‘Til lokkand flyt sukker’. I 28 ud af 40 tilfælde udførte Chaser den rette handling.
Forsøget viser samme tendenser som tidligere udførte eksperimenter med delfiner og chimpanser. Border colliens forståelse for nuancerede sætninger er med til at gøre racen til en god hyrdehund, om end det endnu er uvist, præcis hvordan hunden opfatter og bearbejder kommandoerne. Pilley mener, det sker, ved at Chaser først identificerer de to nævnte genstande – og siden analyserer forholdsordene for at bestemme, hvordan genstandene skal forbindes til hinanden.
Læs også på Videnskab.dk: Er Chaser verdens klogeste hund?