Livskvaliteten er bedre hos kvinder, som anvender en hormonspiral for at mindske kraftig menstruation, end hos kvinder, som får en konventionel, medicinsk behandling. Det viser et nyt engelsk studie, som er offentliggjort i New England Journal of Medicine. Det skriver Dagens Medicin.
De britiske forskere har fulgt 571 kvinder med menorragi, det vil sige kraftige eller forlængede menstruationer. I studiet var kvinderne delt op i to grupper, der enten fik en hormonspiral eller blev behandlet med tranexamsyre, mefenaminsyre, kombineret østrogen-gestagen eller progesteron alene.
Patienterne skulle rapportere deres oplevede livskvalitet på en såkaldt Menorrhagia Multi-Attribut Scale (MMAS), som er en skala fra 0 til 100. Efter seks måneder scorede de kvinder, der havde en hormonspiral, 13,4 point mere end de kvinder, der modtog medicinsk behandling. Forskellen var den samme efter to år.
En svensk undersøgelse, som blev offentliggjort i august. viste, at næsten hver tredje kvinde har kraftige menstruationer, og at kvinderne oplever, at det påvirker deres livskvalitet. I undersøgelsen svarede over 1.500 kvinder mellem 40 og 45 år på et webbaseret spørgeskema. 32 pct. sagde, at de havde kraftige menstruationer, og at blødningen begrænsede dem i hverdagen.
De kvinder, som oplevede, at de blødte meget, havde lavere score på alle testområder. Kvinderne fandt bl.a. i højere grad end andre, at de var i dårligere humør og fik mindre gjort, samt at de var oftere hjemme fra arbejde under menstruation.
Læs også på Videnskab.dk:
Er det skadeligt at udsætte menstruation med p-piller?