Greenpeace har foretaget undersøgelser af fisk, skaldyr og tang, som de har samlet ind både udenfor Japans territorialfarvand og langs kysten ved Fukushima. Tang fra havet omkring atomkraftværket indeholder radioaktiv forurening, som er mere end 50 gange højere end de tilladte grænseværdier, skriver dr.dk.
De forskellige prøver er blevet analyseret på laboratorier i Frankrig og Belgien, og der er blevet fundet et højt niveau af både radioaktivt jod og cæsium i prøverne.
»Den koncentration af radioaktivt jod, vi fandt i tangen, er særligt bekymrende, fordi det fortæller os, hvor langt forureningen har spredt sig langs kysten,« siger Greenpeaces strålingsekspert Jan Vande Putte.