En ny sammenfatning af den bedste forskning fra det internationalt anerkendte Cochrane-samarbejde viser, at de fleste gravide trygt kan vælge at føde hjemme. Det skriver Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.
Sammenfatningen er skrevet af seniorforsker Ole Olsen, Forskningsenheden for Almen Praksis, i samarbejde med jordemoder og ph.d. Jette Aaroe Clausen.
Der er generelt ikke grund til at tilråde hospitalsfødsel, så længe graviditeten udvikler sig normalt og den fødende følges af en jordemoder, konkluderer de to forskere.
I konklusionen på deres videnskabelige undersøgelse fremhæver de, at læger og jordemødre mere aktivt bør oplyse gravide om, hvad forskningen fortæller om fordele og ulemper ved at føde hjemme.
Forskerne har kun fundet to små eksperimentelle forsøg, hvor der er trukket lod om fødested. Forsøgene er for små til at danne grundlag for stærke anbefalinger. Til gengæld er der de seneste år blevet publiceret en række store og velgennemførte observationelle studier.
Disse studier viser, at man i vidt omfang godt kan henvise eller råde raske, gravide kvinder til at føde hjemme uden fare for deres sikkerhed.
I hvert fald ikke så længe en jordemoder bistår den fødende, og jordemoderen i øvrigt har et godt løbende samarbejde med den nærmeste fødeafdeling, hvis det undervejs i fødslen skulle vise sig at blive nødvendigt med en overflytning.
Men endnu vigtigere tyder de observationelle studier samstemmende på, at fødslen forløber bedre, når den planlægges til at starte hjemme. Der er 20-60 procent færre indgreb, f.eks. færre kejsersnit, epiduralblokader og ve-stimulationer hos de kvinder, som planlægger at føde hjemme. Og 10-30 % færre komplikationer, f.eks. færre blødninger og færre alvorlige bristninger.
Det ser også ud til at flere mødre, som føder hjemme får amningen godt i gang.
Hele rapporten er udgivet i The Cochrane Library.
Læs også på Videnskab.dk: