Gravides frygt for at skade barnet er så stor, at de end ikke til deres eget bryllup tør tage et enkelt glas champagne, men det kan de faktisk godt. Og har bruden taget hårdt for sig af de våde varer på et tidspunkt, hvor hun endnu ikke kendte sine lykkelige omstændigheder, er der heller ingen grund til uro.
Det er essensen af ny forskning fra Aarhus Universitet, som ifølge Jp.dk har undersøgt godt 1.600 fem-årige børn født af mødre med et alkoholforbrug på 1-6 genstande om ugen.
»Det er vigtigt at få nuanceret budskabet til de gravide, så kvinder, der nyder et enkelt glas i ny og næ eller har været beruset tidligt i graviditeten, ikke belastes unødigt af bekymringer for barnet,« siger overlæge Ulrik Schiøler Kesmodel fra Aarhus Universitetshospital.
I undersøgelsen er børn af mødre, som har nydt en genstand eller to, sammenlignet med børn, hvis mødre slet ikke har drukket i graviditeten.
»Børnene er nøjagtigt lige sunde,« siger Ulrik Schiøler Kesmodel.
Selv om Sundhedsstyrelsen kalder undersøgelsen for »stor og velfunderet«, understreger specialkonsulent Kit Broholm samtidig, at undersøgelsen alene vurderer børnenes neuropsykologiske helbred.
Læs også på Videnskab.dk:
Overvægtige gravide får ofte sukkersyge