Jeg har aldrig set hendes lige. Det er et super fund«.
Det siger museumsinspektør ved Odense Bys Museer Mogens Bo Henriksen til Politiken.dk om en lille, unik kvindefigur af sølv, der er dukket frem af den fynske muld ved Hårby på Sydvestfyn.
Den lille kvindefigur – blot 3,5 cm – er en valkyrie, der i den nordiske mytologi skulle bringe de faldne krigere til Odin i Valhal. Hun er af massivt sølv og bevæbnet med sværd og skjold.
»Valkyrien kender vi fra en lille serie eksklusive kvindesmykker fra 800-tallet, og flere af detaljerne på Hårby-figuren genkendes fra disse. Så den må også være fra denne tid«, siger Mogens Bo Henriksen.
»De smykker er alle todimensionelle, men valkyrien fra Hårby er helt usædvanligt tredimensionel, og det giver os et meget sjældent og detaljeret indblik i vikingetidens dragt- og hårmode«.
Det er den fynske detektorfører Morten Skovsby, som fik sig lidt af en danefædebut, da han kort før nytår opdagede den lille figur.
Valkyrien stak hovedet op af en halvfrossen jordklump, som Morten Skovsby havde samlet op på en mark ved Hårby.
Læs også på Videnskab.dk:
Nyt fund: Vikingekirke i København