KORT NYT FRA UDLANDET
I fremtiden kan det meget vel være uden en chauffør bag rattet, når du bliver hentet af taxaen. Ifølge et amerikansk studie vil det allerede i 2030 kunne give kæmpe fordele for vores miljø ved at skifte benzin hyrevognene ud med en flåde af selvkøren el-taxaer. Det skriver Berkeley Lab i en pressemeddelelse.
Forskerne bag studiet undersøgte mængden af drivhusgasser, som de forskellige typer biler udleder, og de opdagede, at det var de selvkørende taxaer, der udleder færrest gasser i transportsektoren.
»Da vi begyndte at kigge på de selvkørende biler, opdagede vi, at når de var en del af et fælles kørselssystem, så var de dem, der havde det laveste energiforbrug/mil,« siger Jeffery Greenblatt fra Berkeley Lab, der er én af de to forfattere bag studiet, i pressemeddelelsen.
Undersøgelserne viste, at hvis selvkørende taxaer var en del af et fælles kørselssystem i 2030, så ville de som individuelle biler kunne udlede en mængde af drivhusgasser, der er:
- 63 til 82 procent lavere end, hvad man regner med at privatejede hybridbiler vil udlede i 2030, og
- 90 procent lavere end, hvad en privatejet benzinbil udleder af drivhusgasser i 2014.
Den rigtige størrelse til den rigtige kunde
Årsagerne til den meget lave udledning af drivhusgasser er, ifølge de to forfattere bag studiet, blandt andet kraftværkernes stigende fokus på vedvarende energi. Fænomenet ‘righ-sizing’ vil også komme til at betyde rigtig meget for mængden af drivhusgasser, der bliver udledt, lyder det fra forskerne. Fænomenet er stort i taxa-verdenen, hvor det handler om at vælge den rigtige størrelse taxa, til den rigtige kunde.
»De fleste ture i USA er med én person uden bagage, så derfor vil en meget lille to-sæders bil være nok. Det sparer os udledning af energi, da mindre biler betyder reduceret energiforbrug,« siger Jeffery Greenblatt i pressemeddelelsen.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Climate Change.
Læs også:
Kom og hils på verdens mest menneskelignende robot
Utrolig teknologi: Se tusind robotter arbejde sammen
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
rs