Produktet af forskernes arbejde er den viden, de udgiver i videnskabelige tidsskrifter. Men nogle forfattere springer en gang i mellem over, hvor gærdet er lavest og sætter deres navn på andres arbejde.
Ugeskrift for Læger har lavet en spørgeskemaundersøgelse, som viser, at det er et kendt fænomen blandt forfattere af videnskabelige artikler, at man bliver tilbudt at blive skrevet på som forfatter til videnskabelige artikler, som man ikke har bidraget til jævnfør de officielle forskrifter.
Forfattere til videnskabelige artikler indenfor biomedicin skal nemlig leve op til en række forfatterskabskriterier, som er formuleret af International Committee of Medical Journal Editors (ICMJE).
17 procent af de adspurgte forfattere har fået henvendelser fra andre forfattere om uberettiget at blive skrevet på som medforfatter på en videnskabelig undersøgelse. Derudover havde 16 procent af de adspurgte forfattere selv tilbudt andre uberettiget at blive skrevet på som forfatter. Ugeskrift for Læger sendte spørgeskemaet ud til danske 470 forfattere til videnskabelige artikler, hvoraf 292 svarede. Undersøgelsen er beskrevet i den trykte udgave af Ugeskrift for Læger.
Læs også: Videnskabelige artikler flyder i falske forfattere