KORT NYT FRA DANMARK
Hudsygdommen psoriasis, der ofte viser sig om højrøde, skællende pletter på huden, kan ifølge et nyt dansk studie give anledning til pulsåreudvidelse – også kaldte aneurismer. Aneurismer kan være livsfarlige, hvis de sprænger. Det skriver Livescience.com.
I studiet har forskerne fra Herlev og Gentofte Hospital set på knapt 60.000 personer med mild psoriasis og 11.000 med svær psoriasis. Her sammenlignede forskerne risikoen for en aneurisme i hver af grupperne med risikoen hos resten af den danske befolkning.
Over en 14-årig periode var der 50 personer med svær psoriasis og 240 personer med mild psoriasis, der udviklede en aneurisme. Ifølge Livescience.com betyder det, at patienter med svær psoriasis har 67 procent større risiko for at udvikle en aneurisme, mens risikoen er 20 procent større hos dem, der har en mild form.
»Psoriasis skal ses som en inflammatorisk sygdom i stedet for en isoleret hudsygdom,« påpeger Usman Khalid, der er forsker i kardiologi ved Herlev og Gentofte Hospital og er førsteforfatter på studiet, i en pressemeddelsen.
Ifølge forskerne peger deres resultater på, at der skal laves mere forskning, før man kan bestemme, om patienter med psoriasis skal undersøges for aneurismer, fortæller Usman Khalid i pressemeddelelsen.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Arteriosclerosis, Thrombosis, and Vascular Biology.
Læs også:
Eksem, Crohns og psoriasis har samme genetiske årsag
Ny viden om psoriasis åbner for bedre behandling
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml