KORT NYT FRA UDLANDET:
Australske forskere har opdaget et kæmpestort ferskvandsreservoir, som er gemt under havet, skriver Phys.org.
Ifølge Phys.org har det skjulte ferskvand potentiale til at forsyne fremtidige generationer med vand, efterhånden som Jordens ferskvandsresurser svinder ind.
Fundet af det store vandreservoir er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature.
Ifølge Phys.org anslår undersøgelsens hovedforfatter Vincent Post, at der er tale om 500.000 kubikkilometer vand med lavt saltindhold, som er begravet under havbunden.
»Volumen (rumfanget, red) af denne vandresurse er 100 gange større end den mængde vand, som vi har hentet under Jordens overflade i det seneste århundrede siden 1900,« siger Vincent Post til Phys.org og tilføjer:
»Ferskvandet på vores planet er i stigende grad under pres og belastning, så opdagelsen af betydelige nye lagre ud for kysten er meget spændende. Det betyder, at der er flere muligheder at overveje, som kan hjælpe med at reducere effekten af tørke og mangel på vand.«
Ifølge Phys.org lever 40 procent af verdens befolkning allerede under forhold med vandmangel, og FN anslår, at omfanget af problemet vil vokse.
Læs også:
Danskere finder vand i Indien med besynderlig helikopter-teknologi
Danske geologer jagter drikkevand på Galapagos
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb