KORT NYT FRA DANSKE UNIVERSITETER:
En dansk forskergruppe har kortlagt en gendefekt hos visse tarmkræftpatienter, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Opdagelsen er netop blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Scandinavian Journal of Gastroenterology, og resultatet giver ifølge pressemeddelelsen håb for ny behandling af den hyppige og ofte dødelige kræftform.
»Vores nye forskningsresultater tyder på, at vi hurtigere og billigere, end det er sædvanligt inden for udvikling af kræftbehandling, vil kunne introducere en behandling, der kunne være effektiv for knap 10 procent af tarmkræft-patienterne,« siger læge og ph.d.-studerende Sune Nygård fra Institut for Veterinær Sygdomsbiologi i pressemeddelelsen fra Københavns Universitet.
Forskerne har undersøgt væv fra patienter med tarmkræft, og dermed har de vist, at cirka 10 procent af tarmkræftknuderne har en defekt i genet kaldet TOP2A.
Ifølge pressemeddelelsen vil patienter med disse kræftknuder formodentligt have gavn af en specifik type kemoterapi – en såkaldt anti-TOP2A behandling, som allerede anvendes til blandt andet til brystkræftpatienter.
Tarmkræft er den tredje hyppigste kræftsygdom i Danmark, og ifølge Københavns Universitet lever knap 30.000 mennesker med sygdommen.
Læs også:
Staten brænder milliarder af på tvivlsom tarmkræft-screening
Usunde snacks øger risiko for tarmkræft
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb