Spastikere skal også have mulighed for at spille musik, mener en gruppe forskere fra Aalborg Unversitet, hvor et nyt projekt skal udvikle instrumenter, som man kan spille på, selv om man har cerebral parese – en hjerneskade, der giver spastiske lammelser og bevægelser.
»Projektet ”Musisk motiveret bevægelse og læring” går ud på at udvikle nogle instrumenter, der kan bruges af personer med cerebral parese. Om vi skal udvikle helt nye instrumenter fra bunden eller modificere eksisterende instrumenter er endnu for tidligt at sige,« siger ph.d. studerende Jeppe Veirum Larsen i en pressemeddelelse fra Aalborg Universitet.
»Vi er lige startet, og det afhænger jo også af vores målgruppes behov.«
Sammen med blandt andre Helene Elsass Center, der arbejder med træning af spastisk lammede, skal Jeppe Veirum Larsen udvikle nogle instrumenter, der gør det muligt for særligt børn med cerebral parese at udtrykke sig musikalsk.
Netop musisk træning øger vigtige nervefunktioner i hjernen, viser studier. Derfor er der grund til at tro, at arbejdet med musik kan hjælpe hjernen til at kompensere for en hjerneskade som eksempelvis cerebral parese.
I Danmark har omkring 10.000 mennesker cerebral parese, viser tal fra Spastikerforeningen. Heraf er mellem 3.000 og 3.500 under 18 år. Personer med cerebral parese kan være påvirket af sygdommen i forskellig grad – fra lette ufrivillige bevægelser med hænder eller hoved til ikke at have sprog og være fuldstændig afhængig af ekstern hjælp.
Derfor vil projektet også i høj grad handle om at udvikle musikinstrumenter, der kan tilpasses den enkelte – og som dermed også kan give mennesker med cerebral parese mulighed for at spille sammen med ikke-handicappede.
Læs også på Videnskab.dk:
Beethovens døvhed påvirkede hans musik