Fisk, der selv vælger deres mage, får større unger, viser ny norsk forskning.
Tilsyneladende nytter det ikke at sætte truede arter sammen med egnede artfæller for at gøre dem stærke og dermed hjælpe dem med at overleve, skriver Scence Nordic. Det er ellers en af de metoder, forskere længe har brugt i et forsøg på at redde verdens omkring 56.000 truede plante- og dyrearter.
Når forskere sætter et dyr eller en plante sammen med en artsfælle, som kommer fra et andet sted på Jorden, spreder de genetisk diversitet, som beskytter arterne mod indavl, svaghed og sygdomme. Men det nye norske studie sætter nu spørgsmålstegn ved, om de biologiske tvangsægteskaber er en god idé.
»Vi fandt ud af, at guppy fisk, som selv valgte deres mager, fik større unger end dem, som var blevet sat sammen med mage,« siger Gunilla Rosenqvist, som er professor på Norges University of Science and Technology (NTNU)s Department of Biology.
Guppyer blev brugt til forskningsprojektet, blandt andet fordi de ikke lever så længe, og bliver seksuelt modne, når de kun er tre måneder gamle. Derfor havde forskerne mulighed for at studere, hvordan deres unger udviklede sig over tolv generationer.
Forsøgsfiskene blev delt ind i to grupper: En gruppe guppyer blev sat sammen i arrangerede ægteskaber. De andre fik selv lov til at vælge deres partner i et stort akvarium.
Fiskene i arrangerede ægteskaber fik mindre unger end dem, der selv havde valgt at være sammen.
»Vi ved ikke med sikkerhed, hvorfor disse småfisk var mindre. Det skal vi nu i gang med at undersøge,« siger Gunilla Rosenqvist i følge Science Nordic.
Læs også: