Ud af de 15 lande i Europa, der indtil videre har indrapporteret deres fødselstal for 2011, udviser 11 fald i fødselsraten, skriver The Economist.
Det gælder f.eks. kriseramte Spanien, hvor det antal børn, som en kvinde kan forvente at få – i statistisk gennemsnit – er faldet fra 1,46 i 2008 til 1,38 sidste år.
Tomas Sobotka fra Vienna Institute of Demography påpeger i det internationale nyhedsmagasin, at faldet kommer efter et tiår med stigning, og at det er indtruffet samtidig med, at finanskrisen tog fart i 2008.
Også i Danmark – der ikke hører til de værst kriseramte lande – falder fødselsraten. Hvor den i 2010 var på 1,88, var den i 2011 nede på 1,76. Tendensen kan godt bekymre fødselslægerne.
”Det er klart, at det er en bekymring for os, hvis det fortsætter”, siger overlæge, dr. med., Kresten Rubeck Petersen, der er formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi.
”Den mest sandsynlige årsag generelt er den lidt kriseprægede stemning i Europa i øjeblikket. I Spanien er der f.eks. en betydelig grad af arbejdsløshed blandt unge, og med så usikre økonomiske udsigter vil man nok være tilbageholdende med at få børn”, siger han.
”I Danmark er raten nu faldet med seks pct., og det går jeg ud fra har samme årsag. Der kan også være den lille krølle hos os, at vi sidste år havde brugerbetaling, som gav 7-800 færre fødsler på et år, men jeg tror, det er et enkeltstående tilfælde. Nu hvor brugerbetalingen er væk igen, vil det hurtigt rette sig”.
Læs også på Videnskab.dk:
Nu er vi syv milliarder mennesker på Jorden