Astronomer har med Hubble rumteleskopet for første gang bestemt den sande farve på en planet i kredsløb om en stjerne, skriver ESA på Hubbles officielle hjemmeside, spacetelescope.org.
Hvis planeten blev iagttaget tæt på, vil den have en dyb azurblå farve ikke meget ulig Jordens farve set fra rummet.
Men her slutter lighederne også.
”Den blå planet” er en gasgigant i tæt kredsløb om sin værtsstjerne, hvilket medfører at planetens atmosfære er brændende med en temperatur over 1.000 grader Celsius. Desuden regner det med glas, sidelæns, i en hylende 7000 kilometer-i-timen vindstorm.
Planeten, som astronomerne har kaldt HD 189733b, befinder sig 63 lysår fra os. Det gør den til en af de nærmeste exoplaneter til Jorden.
HD 189733b er blevet studeret intensivt og for at afgøre, hvordan planeten ville se ud med det blotte øje, målte astronomerne mængden af lys, som blev reflekteret fra planetens overflade.
Men HD 189733b ligger tæt på sin stjerne, så for at isolere planetens lys fra stjernens lys brugte astronomerne Hubble rumteleskopet til at observere planeten før, under og efter, at den havde passeret bag om stjernen.
Da exoplaneten smuttede om bag sin værtsstjerne, blev al lyset fra planeten blokeret, men særligt intensiteten i det blå spektrum faldt, og på den måde kunne astronomerne udlede HD 189733b’s blå farve.
Det blålige skær kommer ikke fra tropiske have, men skyldes den tågede, turbulente atmosfære, som astronomerne mener er fyldt med silica-partikler, der spreder blåt lys.
LÆS OGSÅ på Videnskab.dk:
Hubble ser stjernetåge i nyt lys