De er små, omkring en meter, lider af Larons syndrom, som er en specifik afart af dværgevækst, og så holder de måske på hemmeligheden til at forlænge menneskets levetid. Det skriver onlineudgaven af dagbladet Politiken.
Et længerevarende studie foretaget af Dr. Jaime Guevara-Aguirre på 99 landsbybeboere med Larons syndrom viser, at de yderst sjældent får kræft eller sukkersyge.
Det er konklusionen på 24 års observationer af den fjerntliggende ecuadorianske landsbys indbyggere.
Folk, der lider af Larons Syndrom, reagerer ikke på kroppens naturlige væksthormoner, da deres receptorer for væksthormoner ikke er færdigudviklet.
Men hvis Laron-patienter modtager det insulinlignende vækststof IGF-1 inden puberteten, kan de vokse til omkring normal højde.
Og det er netop i dette stof, IGF-1, at forskerne mener, at de har fundet koden til længere levetid.