KORT NYT FRA UDLANDET:
Rent teknisk er det en kæmpe udfordring at sende et rumskib til Mars, og for astronauterne ombord vil det være en lang rejse, der giver stress og nedsætter hjernekapaciteten, viser en undersøgelse foretaget under det såkaldte Mars 500-eksperiment ifølge forskning.no.
I Mars 500-eksperimentet, der blev afsluttet i 2011, blev seks mennesker indespærret i en særligt indrettet bygning i Moskva. Bygningen skulle forestille et rumfartøj, der fløj til Mars og hjem igen.
I løbet af de 520 dage, som eksperimentet varede, overvågede en tysk-russisk forskergruppe hjerneaktiviteten og stressniveauerne hos de seks forsøgspersoner.
Det viste sig, at hjerneaktiviteten faldt gennem hele forløbet, og blandt andet niveauet af stresshormonet kortisol var meget højere niveau end både før og efter eksperimentet. Dog viste undersøgelserne også, at når forsøgsdeltagerne blev undersøgt efter fysisk træning, var hjerneaktiviteten steget, og stressniveauet var faldet.
Forskerne tror, at kronisk stress fører til lavere hjerneaktivitet, men at motion kan modvirke dette, og det er vigtigt at huske på, når vi en dag sender astronauter til Mars, mener forskerne.
Mange problemer ved at rejse til Mars
Det er dog langt fra det eneste problem ved at sende astronauter til den røde naboplanet. Den lave tyngdekraft vil føre til tab til af knogle- og muskelmasse, og astronauterne vil blive udsat for farligt høje doser af kosmisk stråling, hvilket kan ødelægge dele af cellerne i deres hjerner.
Desuden er der problemet med manglende ilt og vand, som rumfartsorganisationerne også skal finde løsningerne. Danske forskere kan måske hjælpe, da de er med til at lave en maskine, der efter planen skal stå på Mars og producere ilt. Desuden har NASA netop annonceret, at der sandsynligvis findes flydende vand på Mars. Men vandet er vældigt giftigt på grund af de salte, der findes på Mars’ overflade, skriver forskning.no.
Læs også:
Mars-rejse vil forvandle astronauter til oldinge
Sådan træner astronauter på rumstatationen
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
js