Ravbjørnen kom til Nationalmuseet i 1997. Den blev dateret til jægerstenalder og erklæret for danefæ.
I 2007 blev den landskendt, da den kom på flugt med tyvene, der stjal guldhornene i Jelling og i 2008 fik den en fin plads i museets nye udstilling.
Nu er den atter i rampelyset, for den hører slet ikke til på museet. Ravbjørnen er nemlig slet ikke 6000 år gammel, men fremstillet inden for de seneste 20 år.
Museumsinspektør Peter Vang Petersen har i mange år stået for Nationalmuseets modtagelse af danefæ og vurderede også ravbjørnen, da den blev indleveret.
Hændelsen på Nationalmuseet er ikke enestående, museer og samlinger verden over ind i mellem oplever sager med forfalskninger. Men Peter Vang Petersen beklager alligevel tabet af en ravbjørn.