Harlekinmariehønen har endnu ikke spredt sig så vidt og bredt i Danmark, som den ellers havde lagt op til, da den dukkede op i Danmark for fem år siden.
Forskere fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet er i gang med at undersøge, om det kan skyldes, at danske mariehønefjender er begyndt at angribe den nye art.
»Igen i år vil vi meget gerne have, at folk indsender eksemplarer af harlekinmariehønen til os, så vi fortsat kan følge dens udbredelse. Derudover undersøger vi for øjeblikket, om mariehønsene angribes af forskellige parasitter og andre naturlige fjender,« siger seniorforsker Tove Steenberg fra Institut for Plantebeskyttelse og Skadedyr i en pressemeddelelse.
I Danmark begyndte det i det små i 2006 med enkelte fund af den asiatiske harlekinmariehøne på friland. I efteråret 2007 optrådte den for første gang i større antal inden døre i en lejlighed i København.
Siden da er den fundet mange steder i Københavnsområdet – hvor den i dag er den dominerende mariehøneart – og i de sydlige og østlige egne af Danmark. Det ser dog ikke ud til, at den har bredt sig mærkbart i de seneste par år, lyder det i pressemeddelelsen.
Harlekinmariehønen æder med stor appetit bladlus om sommeren til glæde for haveejere og landmænd. Den kan dog skabe problemer, hvis den bliver meget talrig. I USA og i dele af Europa er der eksempler på, at arten er i stand til at udkonkurrere andre insektarter. Harlekinmariehønens forkærlighed for at overvintre inden døre kan desuden give problemer med lugtgener, tilsmudsning af inventar og allergiske reaktioner, hvis der er tale om store antal mariehøns.