Danskerne taler om døden, men kun i private sammenhænge, konkluderer forskere bag en ny undersøgelse.
De fleste danskere har oplevet at miste et nært familiemedlem eller en ven, men at vi samtidig synes, at døden er et privat anliggende, viser den nye undersøgelse ifølge Palliativ Videnscenter (PAVI).
Forskere fra PAVI og TrygFonden har undersøgt danskernes viden om alvorlig sygdom, lindring, død og vores ønsker til den sidste tid.
83 % af danskerne taler med den nærmeste familie om døden, mens kun 2 % taler med sundhedspersonalet. Det er ifølge centerchef Helle Timm fra Palliativ Videncenter en udfordring for det offentlige sundhedsvæsen.
»Vi taler ikke med sygeplejersken, lægen eller andre offentlige personer om døden. Og det er en udfordring, hvis det offentlige sundhedsvæsen skal være med til at lindre og støtte op om den døende og de pårørende i den sidste tid.«
»Danskerne bør vide, hvilke tilbud der findes, når man bliver ramt af en livstruende sygdom; at der er mulighed for hjælp til både de fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle problemer. Mennesker har i denne situation ofte brug for støtte ift. fx usikkerhed om behandling, tab af muligheder og kunnen samt frygten for fremtiden. Også de pårørende kan have brug for både praktisk hjælp og støtte til at klare situationen og måske håndtere sorgen. Undersøgelsen tyder dog på, at danskerne helst ikke vil vide mere, før det er absolut nødvendigt,« siger Helle Timm, Palliativ Videncenter.
Læs også på Videnskab.dk: