Danske forskere fra Institut for Geoscience på Aarhus Universitet skal i gang med at kortlægge grundvandsressourcer i Andhra Pradesh i Indien, skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Projektet – ‘Heli-borne Geophysics for Aquifer Mapping’ (AQUIM) – skal kortlægge grundvandsrescourcerne i 6 geologiske områder spredt over hele Indien. Der er tale om et pilotstudie, hvor et område på størrelse med Sjælland skal undersøges.
De danske forskere skal hjælpe med at opbygge kapacitet i Indien til at anvende luftbårne elektromagnetiske målinger – SkyTEM – til at kortlægge grundvand. Projektet er betalt af Verdensbanken og den Indiske stat og styres af Central Groundwater Board, Delhi.
»En af de store udfordringer vi som verdenssamfund star overfor, er at sikre rent drikkevand til verdens voksende befolkning. Dette projekt tager fat i netop dette problem og så i Indien, et land hvor der er stor mangel på drikkevand, som følge af kunstvanding. Samtidig spiller det rigtig godt sammen med den Danske Regerings strategi om samarbejde med vækstøkonomier og eksport af dansk miljø know-how,« udtaler Esben Auken i pressemeddelelsen.
De danske forskere har samarbejdet med deres indiske kolleger i flere år. Således besøgte den indiske forsker Dr. Subash Chandra Aarhus Universitet sidste år. I den forbindelse blev han introduceret tilAarhus Universitets SkyTEM teknologi til kortlægning af grundvandsressourcer. Ved efterfølgende diskussioner opstod ideen om et samarbejde.
»Viser det sig at teknologien virkelig er effektiv, så er der et kæmpe potentiale i et forlænget samarbejde, der skal kortlægge grundvandsressourcerne i et kæmpe område (op til 1 mio. km2) over de næste to 5-årsplaner i Indien. Der er her et meget stort eksportpotentiale for dansk teknologi udviklet på Aarhus Universitet,« udtaler Esben Auken.
Læs også på Videnskab.dk