Nye data fra studier med cancervaccinen PROSTVAC er så lovende, at de præsenteres i den kommende weekend på den årlige internationale konference for kræftforskere ASCO (American Society of Clinical Oncology) i Chicago i USA. Resultaterne viser, at man ved at behandle med vaccinen i en tidlig sygdomsfase kan hæmme udvikling og spredning af sygdommen, som årligt rammer over 780.000 mænd på verdensplan. Alene i Danmark rammes ca. 4.000 mænd årligt af sygdommen. Det skriver Bavarian Nordic i en pressemeddelelse.
Medicinen udvikles i et samarbejde mellem Bavarian Nordic og verdens førende center for kræftforskning, National Cancer Institute (NCI) i USA. Det er forskere fra NCI, som fremlægger de seneste resultater på ASCO-konferencen – et forsøg med 21 patienter med prostatacancer i et tidligt stadie, som blev vaccineret direkte i prostatakirtlen. Hos mere end 80% af patienterne kunne påvises en stabilisering eller endog forbedring af PSA niveauet (PSA er en biomarkør, som viser sygdommens stadie), hvilket indikerer, at PROSTVAC er i stand til at forsinke sygdomsudviklingen.
Det aktuelle studie, hvor PROSTVAC gives til patienter i et tidligt stadie af sygdommen er blot et af flere, som NCI i øjeblikket udfører med PROSTVAC med sigte på at undersøge vaccinen i forskellige stadier af sygdommen.