Danmark får en bundplacering, men danskernes iværksættertrang er stigende – og uddannelse og træning i entreprenørskab gør en forskel.
Det viser den globale iværksætterundersøgelse GEM-rapporten 2010, som på IDEA Entrepreneurship Centre SDU i Kolding har været med til at udarbejde.
Undersøgelsen måler i 59 lande den andel af befolkningen, der i 2010 var iværksætteraktiv, dvs. i gang med at starte en ny virksomhed eller var leder af en nystartet virksomhed. Blandt de 22 udviklede lande er Danmark placeret i den tunge ende som fjerdesidst.
»Regeringens målsætning om dansk iværksætter-førertrøje i 2015 bliver med den sørgelige placering i international sammenhæng meget svær at opnå. Selvom den nedadgående kurve for opstart af nye virksomheder ser ud til at være knækket i 2010, er der også en vending i andre udviklede lande, og der er meget lang vej til toppen,« siger professor Torben Bager fra IDEA Entrepreneurship Centre i en pressemeddelelse fra Syddansk Universitet.